Om KOL

KOL påvirker lungerne og luftvejene, reducerer energien og gør det sværere at trække vejret. Mange mennesker er ikke klar over, at de har KOL – sandsynligvis fordi sygdommen kommer snigende i en sådan grad, at det kan misforstås som normal aldring. En tidlig diagnose kan hjælpe dig med at leve et godt liv med sygdommen.

Test dig selv

Hvad er KOL?

KOL er en sygdom, der rammer lungerne. Sygdommen kan vise sig på forskellige måder og skyldes normalt, at lungerne udsættes for skadelige stoffer over længere tid. Oftest kommer de skadelige stoffer fra tobaksrøg, men de kan også komme fra brændefyring, bygningsstøv eller luftforurening. Gentagne alvorlige luftvejsinfektioner i barndommen kan ligeledes øge risikoen for at udvikle KOL senere i livet.

Skader på lungerne gør, at lungerne ødelægges. Det gør det sværere for lungerne at optage ilt og for luften at strømme gennem lungerne, da luftvejene bliver betændte.

De tidligste symptomer på KOL er hoste, slim og åndenød. Da vejrtrækningen har betydning for hele kroppen, vil sygdommen også gradvist påvirke hele kroppen.

KOL kan forebygges, og med livsstilsændringer og medicinsk behandling kan symptomer og prognose forbedres.

 

KOL er en lungesygdom, der vurderes at ramme 17,4 % af befolkningen over 35 år i Danmark. Forekomsten er stigende med alderen. Danmark har en af de højeste forekomster af KOL i den vestlige verden, og det anslås, at 400.000 ud af den samlede befolkning på ca. 5,9 millioner har KOL. De fleste personer med KOL har milde symptomer, og mange er ikke klar over, at de har sygdommen.

KOL kommer snigende og påvirker lunger og luftveje, så du oplever at blive mere forpustet. Da sygdommen udvikler sig langsomt over flere år, er det let at tænke, at åndenøden blot skyldes, at du er blevet ældre og mindre veltrænet. Du vænner dig til symptomerne og tilpasser måske dit liv efter dem, så du bedre kan klare dig, hvilket bidrager til en dårligere kondition. Det er sandsynligvis en af årsagerne til, at mange mennesker har KOL uden at være klar over det.

KOL er en forkortelse for Kronisk Obstruktiv Lungesygdom

Kronisk refererer til langvarig sygdom, som ikke kan kureres

Obstruktiv betyder, at luftstrømningen er forhindret

Lungesygdom KOL opstår i og påvirker lungerne

Hvordan føles KOL?

Åndenød, træthed, hoste med slim og gentagne forkølelser er tidlige symptomer (som dog også kan have andre årsager). Med tiden bliver symptomerne mere og mere udtalte, og det bliver sværere at trække vejret. Man kan også opleve akutte forværringer (på fagsprog kaldet eksacerbationer). Det er vigtigt, at man lærer sin sygdom at kende, så man kan skelne mellem hvad der er en akut forværring og hvad der er langsomt fremadskridende forandringer. Da de to situationer sandsynligvis kræver forskellige tiltage af din læge.

Udfordringer med vejrtrækningen

De snævre og stive luftveje gør det sværere at trække vejret og tømme lungerne for luft. Iltfattig luft fanges i lungerne og forhindrer det næste åndedrag i at nå ud i hele lungen. Dette kaldes for ’air trapping’ og er med til at forårsage nedsat iltning.

Overfladisk vejrtrækning

Det er sværere for en person med KOL at tage dybe vejrtrækninger, og det giver anledning til hurtigere og mere anstrengt vejrtrækning, hvilket gør det sværere for kroppen at optage ilt.

Åndenød/stakåndet

Følelsen af ikke at kunne få luft nok er forbundet med stærkt ubehag, og derfor er det almindeligt at forsøge at undgå at blive forpustet. Det kan føles, som om luftvejene er snævre, at det kræver muskelkraft at trække vejret, og at det generelt er svært at få nok luft. Ved alvorlige tilfælde af KOL kan åndenød forekomme selv i hviletilstand.

TIPS til at reducere åndenød

Fløjtemundsteknik

Vejrtrækning med fløjtemundsteknikken gør vejrtrækningen mere effektiv og hjælper dig til at styre vejrtrækningen, når du oplever åndenød.

Sådan gør du:

Sæt dig godt til rette et behageligt sted, hvis du har mulighed for det.
Spids munden, som hvis du skulle fløjte.
Træk vejret ind. Hvis det er muligt, så gør det langsomt og gennem næsen.
Vent et øjeblik inden du puster ud.
Pust langsomt ud, imens læberne er spidse som en ”fløjte-mund”. Brug dobbelt så lang tid på udåndingen, som du bruger på indåndingen.

Vejrtrækning med modstand:

Udånding gennem et hjælpemiddel, f.eks. PEP- fløjte, som giver modstand, kan gøre vejrtrækningen dybere og mere effektiv. Hvis du har problemer med slim, kan modstand ved vejrtrækningen sammen med hosteteknikker gøre det lettere at opløse slimen.

”Huffing”

Huffing er en måde at komme af med slim på. Den er en form for hoste, som er mindre anstrengende og den reducerer derfor risikoen for urinlækage, der kan ske ved normal hoste.

Sådan gør du:

1. Tag en dyb indånding
2. Pust kraftigt ud med åben mund – som hvis du fx vil dugge et spejl til.
3. Gentag et par gange med mindre luft.
4. Når slimet kommer lidt op, skal du hoste eller ’hakke’ det op og derefter spytte det ud.

Vigtigheden af en diagnose

Hvis KOL opdages tidligt, og du får den rette hjælp, kan du bevare mere af din lungefunktion og bremse udviklingen af den. Du kan også få hjælp og støtte til at skabe den bedst mulige tilværelse med KOL.

Test dig selv

KOL påvirker hele kroppen

KOL rammer mest af alt lungerne, men påvirker hele kroppen. Blodprøver kan påvise et højt niveau af celler, der er aktive under inflammation, hvilket kan være tegn på inflammation i hele kroppen. Det er almindeligt at have både KOL og andre sygdomme.

Muskler

Muskelstyrken nedsættes ved KOL, og udholdenheden forringes. Det mærkes især i benmusklerne, men også i armene. Åndedrætsmusklerne skal arbejde hårdere og tilpasse sig en højere belastning, men bliver samtidig dårligere til at tilpasse sig fysisk aktivitet. Fysisk aktivitet kan omvendt hjælpe dig med at bevare muskelstyrke og udholdenhed.

Underernæring

Det kræver mere energi at trække vejret hos mennesker med KOL, og det kan være svært at spise. Hvis du taber dig, er det et advarselstegn. Oftest skyldes vægttabet en reduktion af din muskelmasse. Du kan få støtte af en diætist til at lære, hvad og hvordan du skal spise for at holde din vægt og få hjælp til kosttilskud. Spørg dine egen læge om hvordan du kommer i kontakt med en diætist.

Nedsat livskvalitet

Åndenød kan være koblet til angst, depression og nedsat livskvalitet, men det vides ikke præcist, hvorfor eller hvordan det hænger sammen. Mange mennesker med svær KOL har tendens til at isolere sig og bliver også mere stillesiddende.

Angst og depression

Risikoen for at udvikle angst og depression er større for dem, der oplever meget åndenød. Men det ser også ud til, at angst og depression isoleret set kan få åndenøden til at føles værre.

Hjertekarsygdomme

Personer med KOL er mere tilbøjelige til at udvikle hjertekarsygdomme, men årsagen bag er endnu ikke afdækket.

Fire stadier og forskellig symptombyrde

KOL inddeles i fire stadier afhængigt af, hvor stor en lungevolumen der er tilbage. To personer på samme stadie kan opleve forskellige niveauer af symptomer og have forskellige risici for akut forværring. Derfor grupperes KOL-patienter under hhv. gruppe A ved få symptomer, gruppe B ved forekomst af flere symptomer og gruppe E ved tilbøjelighed til akutte forværringer (hvis personen har haft mindst to akutte forværringer på ét år). Grupperne har indflydelse på, hvilken behandling der er mest hensigtsmæssig.

Du kan læse mere om KOL på:

Patienthåndbog om KOL fra Sundhed.dk (2023): www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/lunger/sygdomme/kol/kol/

Lungeforeningen (patientforening): www.lunge.dk/kol

 

Test dig selv – hvad ved du om KOL?

Videnstest

I dybden med KOL – til dig, som vil vide mere

En forværring kan betyde permanent tab af lungefunktion og fysisk kapacitet.

Forværring af KOL

En forværring kan betyde permanent tab af lungefunktion og fysisk kapacitet. Derfor er det vigtigt at forebygge forværringer og handle i tide, hvis helbredet ændrer sig. Eksacerbationer er den medicinske betegnelse for perioder med forværring.

Ved du, hvad du selv kan gøre?

Læs mere
Der er meget, du selv kan gøre for at bremse sygdommen! Du har gode muligheder for at bestemme, hvordan du ønsker at have det i fremtiden – og du kan få støtte til at foretage de ændringer, der er nødvendige for, at du kan holde dig sund.

Behandling

Der er meget, du selv kan gøre for at bremse sygdommen! Du har gode muligheder for at bestemme, hvordan du ønsker at have det i fremtiden – og du kan få støtte til at foretage de ændringer, der er nødvendige for, at du kan holde dig sund.

Læs mere
KOL forandrer livet. Ikke kun for den, som får diagnosen, men også for dig, som er pårørende. Det kan være svært at acceptere, at livet skal tilpasses en sygdom og at håndtere både de bekymringer, sorg og tab, som kan være forbundet med sygdommen.

At være pårørende

KOL forandrer livet. Ikke kun for den, som får diagnosen, men også for dig, som er pårørende. Det kan være svært at acceptere, at livet skal tilpasses en sygdom og at håndtere både de bekymringer, sorg og tab, som kan være forbundet med sygdommen.

Læs mere