Behandling
Der er meget, du selv kan gøre for at bremse sygdommen! Du har gode muligheder for at bestemme, hvordan du ønsker at have det i fremtiden – og du kan få støtte til at foretage de ændringer, der er nødvendige for, at du kan holde dig sund.
Hvad kan jeg selv gøre?
Tag magten over dit liv
Bliv klogere på sygdommen, og lær mere om, hvad du selv kan gøre, for at få det bedre. Få lagt en individuel behandlingsplan, så du ved, hvad du skal gøre, for at holde dig rask – og også hvad du skal gøre, hvis du får det værre.
Stop med at ryge
Hvis du ryger, er det bedste, du kan gøre for dit helbred at holde op, da rygning blot fremskynder forværring. Tobak indeholder nikotin, som er ekstremt vanedannende, så det er ikke overraskende, at det kan være svært at stoppe. Det kan være nødvendigt at forsøge sig ad flere omgange, før det lykkes. Få hjælp og støtte hos egen læge eller på apoteket – og find mere information her:
Stoplinjen (i samarbejde med Sundhedsstyrelsen): www.stoplinien.dk
Rygestopguide fra Kræftens Bekæmpelse/Sundhedsstyrelsen 2023: www.sst.dk/da/udgivelser/2023/rygestopguide
Fysisk aktivitet
Træning eller anden fysisk aktivitet kan være med til at mindske åndenød samt forbedre både din fysiske kapacitet og din livskvalitet. Mange mennesker med KOL er fysisk inaktive og ville opleve at få det bedre og kunne forlænge deres liv, hvis de bragte mere bevægelse ind i hverdagen. Du kan få hjælp af en fysioterapeut til at komme i gang, som også kan hjælpe dig til at finde en motionsform, der passer til din livssituation.
Undersøg luftvejsproblemer
Hvis du har mistanke om KOL, er det godt at blive diagnosticeret så tidligt som muligt for at forebygge fremtidig forværring. Selvom tobaksrøg er den mest almindelige årsag til at udvikle KOL, kan arvelige risikofaktorer, skadelige luftpartikler (f.eks. i arbejdsmiljøet), svær astma eller at være født for tidligt være med til at øge risikoen for at udvikle sygdommen. Åndedrætsproblemer kan også være tegn på f.eks. astma eller hjertesvigt, som kræver (anden) behandling.
Undgå infektioner
Undgå at være tæt på andre, som er forkølede, og sørg for at være vaccineret mod lungebetændelse (pneumokokker), sæsoninfluenza og COVID.
Har du mistanke om, at du har KOL?
Test dig selvFysisk aktivitet
Fysisk aktivitet
Fysisk aktivitet fortjener sit helt eget kapitel, da det har så mange positive fordele og samtidig er trygt at udføre. Fysisk aktivitet reducerer angst og depression samt mindsker risikoen for indlæggelse og tab af fysisk kapacitet, hvis din tilstand forværres. Både konditionstræning, som mindsker åndenød, og styrketræning er godt for personer med KOL. Det hjælper til at kunne bruge lungerne mere effektivt, hvilket øger den fysiske kapacitet, selvom lungefunktionen forbliver den samme. Den bedste motion er den, der rent faktisk bliver udført, så sørg for at finde et niveau, du kan holde fast i.
Evaluering af fysisk kapacitet
6-minutters gangtest er en almindelig test til at evaluere fysisk kapacitet. Den udføres indendørs og går ud på, at du skal gå så langt, du kan på seks minutter. Du kan holde pause og få vejret, hvis du får brug for det. I løbet af de seks minutter overvåges din iltning af blodet, din puls og din vejrtrækning. Hvis du kun kan gå en kort distance, er det et tegn på, at du er i høj risiko for at opleve en forværring i sygdommen.
Konditionstræning
Alle voksne anbefales at træne minimum 150 minutter med moderat intensitet eller minimum 75 min. med høj intensitet hver uge. Du bør sigte mod 3-5 træningspas om ugen af min. en halv times varighed. Husk, at selvom du ikke får meget motion, så er hvert minut, du får, bedre end ingenting. Aktiviteter, som forbedrer konditionen, omfatter gang, cykling, vandaerobic, svømning, roning og klatring.
Tip! Hvis du cykler på en motionscykel, og din åndenød bliver værre, kan du prøve at cykle med et ben ad gangen (f.eks. 15 min. på højre, dernæst 15 min. på venstre), hvilket kræver mindre ilt end at arbejde med begge ben på samme tid. At tage ét ben ad gangen forbedrer din udholdenhed.
Styrketræning
Det er almindeligt at miste muskelstyrke i armene og særligt i benene ved KOL, da sygdommen ændrer stofskiftet og muskulaturen. Hvis du styrker dine muskler, bliver du bedre til at kunne udføre dine daglige aktiviteter. En fysioterapeut kan hjælpe dig med at lave et træningsprogram, der er tilpasset din KOL, og som du kan udføre i eget hjem.
Balanceøvelser
Det er almindeligt at opleve problemer med balancen ved KOL, og det øger risikoen for fald. Det er muligt at forbedre balanceevnen gennem øvelser. Øvelserne skal være lidt udfordrende for balancen, men ikke så svære at man risikerer at falde og slå sig.
KOL er en lungesygdom, der vurderes at ramme 17,4 % af befolkningen over 35 år i Danmark.
Lægemidler til behandling af KOL
Der er ingen medicin, der kan helbrede KOL, men medicin kan reducere symptomerne og mindske risikoen for forværringer, hvilket i sidste ende vil reducere risikoen for tidlig død.
Medicin bør kombineres med andre tiltag som f.eks. rygestop, fysisk aktivitet og god ernæring for at bevare helbredet. Det er vigtigt, du tager den medicin, din læge har ordineret – også selvom du ikke mærker en umiddelbar effekt, kan effekten vise sig på længere sigt f.eks. ved at reducere risikoen for forværringer.
Inhalationsmedicin
En inhalator er et device hvorfra medicinen inhaleres. Der findes mange forskellige typer af inhalatorer, og det er vigtigt at finde den rette teknik til din(e) inhalator(er) for at opnå den bedst mulige effekt. Du kan få hjælp fra egen læge eller apotek til at få styr på teknikken og afprøve inhalatorer, så du kan finde den, der passer bedst til dig. Hvis din egen læge ikke selv beder dig om at medbringe din inhalator til næste lægebesøg, for at vurdere din inhalationsteknik, kan du selv opfordre til det. Alternativt kan du på egen hånd medbringe den og bede din læge vurdere din inhalationsteknik. Korrekt inhalationsteknik er afgørende for at du får den medicin du skal.
Udvidelse af luftvejene
Har du symptomer på KOL, er det første skridt at benytte inhaleret medicin, som udvider luftvejene. Det giver en lokal effekt i lungerne, som kan mærkes ret hurtigt (mellem 5 min. og 1 time). De luftvejsudvidende midler tages normalt via en inhalator, som hjælper luftvejene med at slappe af og derved udvide sig, som gør det lettere at trække vejret. Til vedligeholdelsesbehandling af KOL anvendes normalt en langtidsvirkende medicin, hvor effekten varer i en halv til en hel dag. Der findes flere typer af luftvejsudvidende medicin, som virker på lidt forskellige måder. Ofte kombineres forskellige luftvejsudvidende midler for at opnå den optimale effekt.
Antiinflammatorisk medicin
Binyrebarkhormon, også kaldet kortikosteroider, omfatter en gruppe lægemidler, som reducerer inflammation i lungerne og kan anvendes sammen med luftvejsudvidende midler. I tilfælde af en høj forværringsrisiko kan inhalerede lægemidler indeholdende binyrebarkhormon anvendes som en grundlæggende behandling for at forhindre forværringer.
Under en akut forværring kan det være nødvendigt med en kort periode med binyrebarkhormontabletter for at reducere inflammationen og hjælpe til at afkorte forværringsperioden. Binyrebarktabletter påvirker hele kroppen i højere grad end inhaleret binyrebarkhormon og kan derfor kun gives i kortere perioder for at undgå alvorlige bivirkninger.
Andre inflammatoriske lægemidler
Ved svær KOL med gentagne forværringer på trods af behandling kan der suppleres med yderligere medicin, som kan reducere inflammationen i lungerne.
Ilt
Hvis du har problemer med at få ilt nok, vil du være i et konstant iltunderskud – derfor kan du få brug for at få ekstra ilt enten midlertidigt på hospitalet eller til at tage med hjem.
Hvad er en behandlingsplan?
En behandlingsplan er en skriftlig plan, der hjælper dig til at foretage de rigtige valg, hvis dit helbred ændrer sig. Den indeholder gode råd og tips til, hvad du kan gøre for at skabe en så god tilværelse som muligt og rummer også en plan for, hvad du skal gøre, hvis din KOL bliver værre.
Behandlingsplanen indeholder oplysninger om, hvilke symptomer du skal holde øje med (øget åndenød, mere slimhoste, misfarvet slim, hvæsende vejrtrækning og træthed). Den fortæller dig også, hvornår du skal søge læge, f.eks. hvis du ikke oplever at få det bedre, selvom du øger din behandling.
Forværring af KOL
En forværring kan betyde permanent tab af lungefunktion og fysisk kapacitet. Derfor er det vigtigt at forebygge forværringer og handle i tide, hvis helbredet ændrer sig. Eksacerbationer er den medicinske betegnelse for perioder med forværring.
Ved du, hvad du selv kan gøre?
Om KOL
KOL påvirker lungerne og luftvejene, reducerer energien og gør det sværere at trække vejret. Mange mennesker er ikke klar over, at de har KOL – sandsynligvis fordi sygdommen kommer snigende i en sådan grad, at det kan misforstås som normal aldring. En tidlig diagnose kan hjælpe dig med at leve et godt liv med sygdommen.
At være pårørende
KOL forandrer livet. Ikke kun for den, som får diagnosen, men også for dig, som er pårørende. Det kan være svært at acceptere, at livet skal tilpasses en sygdom og at håndtere både de bekymringer, sorg og tab, som kan være forbundet med sygdommen.
Læs mere